Tyveri fra taske – måske forsøg også
Kl. 13.25 anmeldte en 66-årig kvinde fra Høng, at hun under indkøb i supermarkedet Aldi, Centervej, Høng, havde fået stjålet sin pung fra en taske, som hun havde anbragt i indkøbsvognen. Hun havde ikke bemærket noget som helst ved tyveriet, som dog fremgik af butikkens overvågning, idet to mænd havde fulgt efter den 66-årige gennem hele butikken. Ud fra overvågningen kunne de to mænd måske også mistænkes for et forsøg på tyveri fra lommen på en ældre, mandlig kunde i supermarkedet. Denne mandlige kunde har politiet dog ikke fået en anmeldelse fra endnu.
Om de samme to mistænkte kan stå bag endnu et tyveri af en pung fra en taske vides ikke, men en 75-årig kvinde fra Ringsted var kl. ca. 13.30 i forbindelse med indkøb i Super Brugsen, Algade, Gørlev, også blevet udsat for et tyveri. Hun havde intet bemærket ved tyveriet, som hun anmeldte senere på eftermiddagen til politiet. Den stjålne pung havde indeholdt betalingskort, som var forsøgt misbrugt til hævning af kontanter, men det var ifølge den 75-åriges oplysninger mislykkedes.
Politiet har optaget rapport om de to tyverier og forsøger via overvågningsfotos at få identificeret nogen mistænkte ud fra overvågningsmateriale fra de pågældende supermarkeder.
Kommentarer