Mere end 1.600 elever indtog værkstederne på EUC Sjælland i Køge
En 8. klasse i fuld gang med konkurrencen i tømrerværkstedet for at samle point, inden de skal videre til værkstedet for personvognsteknikerne på EUC Sjælland. Pressefoto.
I den seneste uge har elever fra flere end firs 8. klasser i Køge, Greve og Solrød skiftet det almindelige klasselokale ud med værksteder, værktøj og praktiske udfordringer på EUC Sjælland på Campus Køge.
Fra den 31. august til den 8. september har EUC Sjælland på Campusbuen i Køge dagligt dannet ramme om Skills Stafet 2026, hvor eleverne har fået mulighed for selv at prøve kræfter med forskellige erhvervsuddannelser og samtidig dyste mod hinanden i små hold.
Skills Stafet er brobygning med et konkurrenceelement. Eleverne blev delt op i hold på fire og kom i løbet af dagen rundt til syv forskellige fag, hvor de skulle løse konkrete opgaver. Nogle blev målt på tid, andre på kvalitet.
Uddannelsesvalg med værktøj i hånden
I stedet for kun at høre om, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse, fik eleverne selv lov til at prøve fagene.
Hver dag blev afsluttet med kåringen af dagens bedste hold, som vandt en præmie.
Lokalt samarbejde om de unges uddannelsesvalg
Skills Stafet i Køge blev afholdt i samarbejde mellem Ungecentrum Køge Kommune, Greve Ungecenter, UU Solrød, ZBC, Køge Handelsskole og EUC Sjælland.
Samarbejdet betyder, at eleverne får mulighed for at møde flere forskellige uddannelsesretninger samlet og opleve dem i praksis.
Skills Stafet blev afholdt på EUC Sjælland, Campusbuen 31 i Køge, fra den 31. august til den 8. september 2026.


Kommentarer