Kalundborg

Flere knallertkørere sigtet

Kl. 17.12 kørte en civil færdselspatrulje til området ved Hvidebæk-hallen for rutinemæssigt at kigge nærmere på, om trafikanter på parkeringspladsen ved hallen kørte uhensigtsmæssigt eller direkte ulovligt.

Færdselspatruljen var i forvejen Jerslev-området for at kigge efter utryghedsskabende knallertkørsel, men fandt ingen knallerter det sted, hvor politiet efter en borgerhenvendelse havde fået oplysninger om utryghedsskabende knallertkørsel. Derefter kørte færdselspolitiet på eget initiativ til parkeringspladsen ved hallen, hvor flere knallerter kørte rundt, uden at de opdagede politiets tilstedeværelse i den civile patruljebil.

Da de forskellige knallertkørere havde henstillet deres knallerter, blev de alle kontaktet af færdselspolitiet, som undersøgte tre knallerter rutinemæssigt for eventuelle fejl og mangler. De tre førere blev også checket, hvilket samlet set gav følgende sager:

En 15-årig dreng fra Jerslev Sj. blev sigtet for at køre på knallert, selv om han ikke havde erhvervet sig et knallertkørekort. Hans knallert manglede at blive registreret, så der var heller ikke nogen lovpligtig ansvarsforsikring på køretøjet. Knallerten blev endvidere målt til at kunne køre med mindst 50 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Endvidere manglede hans knallerten en rød refleks bagpå.

En også 15-årig dreng fra Jerslev Sj. blev sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert, idet knallerten blev målt til at kunne køre mindst 49 km/t mod de højst tilladte 30 km/t.

En tredje 15-årig dreng, men fra Kalundborg havde også kørt rundt på en konstruktivt ændret knallert, idet knallerten blev målt til at kunne køre mindst 46 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Hans knallert manglede også en rød refleks bagpå.

Alle tre sigtede drenge blev gjort bekendt med, at de ud over en bøde for de konstaterede forseelser også kunne forvente en påstand om betinget frakendelse af retten til at føre knallert på grund af de konstruktive ændringer på deres knallerter.

Kommentarer