Af Zenia Stampe, Radikale

Inger Støjberg vil gerne fremstå som en kvinde af folket, så hun har blæst til kamp mod kulturen og »de fine saloner«. Men der er noget sært selvmodsigende i det. For vores demokrati er vokset ud af salonkulturen.

De litterære saloner sprang ud af den europæiske oplysningstid og kom for alvor til Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Traditionen for at mødes og diskutere kultur og politik bredte sig ud i landet og var forudsætningen for folkelige strømninger som højskolebevægelse og de senere forsamlingshuse. Salonerne var også dér, hvor tidens ideer om demokrati blev diskuteret. Efterhånden blev det til store folkelige møder på blandt andet teatre. Og det var med til at berede vejen for den første danske grundlov i 1849.

Så salonkulturen er jo simpelthen dér, hvor vores danske demokrati er vokset frem. Det er også dér, hvor vores demokrati er i fortsat udvikling.

I dag findes der ikke rigtig københavnske saloner for eliten i snæver forstand. Det skulle da lige være de VL-grupper, som Inger Støjberg selv har deltaget i gennem mange år.

Men hvis man udvider definitionen lidt, så har vi saloner overalt i Danmark. Vi diskuterer kultur og politik. Vi søger oplysning og demokratisk dannelse. Det er ægte salonkultur, og det gør vi mange steder. Aftenskoler, højskoler, efterskoler. Biblioteker, teatre, museer. Forsamlingshuse, kunstforeninger, kantiner. Ja, selv vores folkeskole har demokratisk dannelse som formål og ideal.

Når Inger Støjberg går i krig mod salonerne og dansk kulturliv, går hun i krig mod alle de steder, hvor danskernes demokratiske samtaler foregår. At Inger Støjberg erklærer rum for demokratisk samtale som hovedfjende, er ikke overraskende. Men det er alarmerende.

Den kvinde, der er dømt for den værste politiske forbrydelse i nyere danmarkshistorie, er muligvis ved at tilspille sig en rolle som kongemager i dansk politik. Se her er der et emne, som er værd at diskutere i saloner overalt i kongeriget: Danmarks Trumpine, som den tyske avis Bild så rammende kaldte hende, forsøger som Berlusconi at bruge en fængselsdom som affyringsrampe for et politisk comeback. Naturligvis er hendes første hovedfjende de steder, hvor vi danskere taler sammen om kultur og politik.

For Støjberg er den demokratiske samtale en trussel. Det er ikke i hendes interesse, at vi gennem samtalen bliver demokratisk dannede mennesker. Hun driver en butik, der har specialiseret sig i at sælge fordummende og forsimplede politiske budskaber. Hun er afhængig af, at danskerne er naive nok til at købe dem.

Personligt tror jeg på det modsatte. Jeg drømmer om at styrke vores danske samtalekultur, ikke ødelægge den. Jeg drømmer om at fremelske flere steder, hvor danskerne kan samles og diskutere politik og kultur. Det er et helt andet perspektiv end Støjbergs og de øvrige højrepopulisters evindelige splittende fortællinger om land mod by, elite mod folk, kristne mod muslimer, mænd mod kvinder, unge mod gamle, fodboldfans mod operaelskere – og så videre, og så videre.

Flere kultursaloner og mere salonkultur til danskerne, tak. Ikke det modsatte.