Debat og politik

Skal det gå galt før der skrides til handling?

Af Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti

Medlem af Folketinget, Sjællands Storkreds

I torsdags kunne TV2 i en ny dokumentar fortælle om beretninger fra et plejehjem i Køge, hvor både omsorgssvigt og en hård og ubehagelig kultur over for plejehjemmets beboere er et problem.

For kun få år tilbage, så vi lignende beretninger fra Aarhus med Else Marie Larsen, men meget tyder på, at situationen i dag er præcis den samme som for to år siden. Vi kan ikke vente længere, og derfor har vi i Det Konservative Folkeparti netop fremlagt en række forslag, så problemerne kan blive ryddet af vejen.

Som politikere har vi et ansvar for at gøre noget, for at vores forældre, bedsteforældre, bekendte og lignende får bedre forhold på plejehjemmene.

Vi foreslår helt konkret, at der skal tages hånd om de brodne kar i ældreplejen. Det vil vi gøre ved at udbrede de whistleblowerordninger, som allerede findes i visse dele af landet, til hele landet, og ved at styrke tilsyn. På den måde kan vi finde frem til de problemer, som vi tydeligvis har i ældreplejen, og tage hånd om dem.

Herudover skal SOSU-hjælpere omfattes af autorisationsordningen, så en vis kvalitet sikres på tværs af landet. Plejehjemslederne tilbringer i dag størstedelen, hvis ikke al tiden, på et kontor og laver administrativt arbejde. Det, mener vi, er forkert.

ederne skal være tæt på de ansatte, og vi foreslår derfor, at lederne også skal indgå direkte i plejen af de ældre, så de har føling med, hvad der foregår på plejehjemmet, og hvilket problemer, der eventuelt består på plejehjemmet. Den bedste måde at få indblik er, ved at selv arbejde med tingene og bevare forbindelsen og kontakten til de øvrige ansatte.

Det er godt, at alle har adgang til ældrepleje i Danmark, men vi har også et ansvar for at sikre os, kvaliteten er i orden. Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det håber jeg, at vælgerne vil tænke over, når de skal stemme d. 1. november. Jeg håber i hvert fald ikke, at vi skal have endnu en valgperiode, hvor der ikke bliver handlet, og de dårlige historier fra landets plejehjem hober sig op, som de har gjort de sidste tre år.

Kommentarer