Livsstil og forbrug

Østers er populære til højtiden

På Danmarks Østersfestival kan du komme på guidede østersture og lære at bruge en østerskniv. Foto: Søren Gammelmark.

Fiskehandlere og isenkræmmere oplever stigende interesse for østers til jul og nytår.

Der stod østers på menuen til både jul og nytår i mange danske hjem i år – og under juletræet gemte der sig ikke sjældent en østerskniv.

Havnens Fiskehus i Aarhus har tydeligt mærket den øgede rift om østers:

”Skaldyr og især østers er et kæmpe hit til nytår, men faktisk også til jul. Den 23. december er der flere og flere, der køber østers,” fortæller fiskehandleren fra Havnens Fiskehus.

Tommy Raabo Fischer fra Hav Torvehallerne i København bekræfter tendensen:

”Salget af østers til nytår var helt sindssygt. Folk gik amok i sidste øjeblik – vi havde nogle vilde dage!”

Glyngøre Shellfish ved Limfjorden pakkede og leverede flere tusinde østers til private hjem i hele landet, men havde også kunder så langvejs fra som Sjælland og Møn, fortæller ejeren Svend Søe Bonde.

Har fordoblet salget af østersknive

Efterspørgslen efter østersknive som julegave var den helt store overraskelse hos den landsdækkende isenkræmmerkæde Imerco, fortalte direktør Frederik Brønnum til BT:

”Salget af østersknive er fordoblet sammenlignet med sidste år, og det er i hele landet, vi oplever denne efterspørgsel.”

Ikke alle havde haft tid til at øve sig på de skarpe knive, i hvert fald meldte skadestuerne nytårsaften om flere uheld med østersknive, ifølge TV Avisen. På Danmarks Østersfestivals sociale medier kan du se en video om, hvordan du åbner østers uden at skade dig selv eller dine skaldyr. Festivalens professionelle østersåbnere giver også gode råd og fif på Danmarks Østersfestival, som i år afholdes den 14.-17. oktober.

Festivalen oplever ligesom fiskehandlerne og isenkræmmerne større interesse for østers. Såvel Rømø Tønder Turistforening som lokale overnatningssteder får allerede nu spørgsmål og bookinger i forbindelse med festivalen, der også byder på guidede østersture.

Kommentarer