112

Musikanlæg midlertidigt beslaglagt

Tirsdag formiddag fik politiet et par henvendelser fra borgere i den centrale del af Kalundborg by, hvor der fra et parcelhus havde lydt høj musik fra et musikanlæg hele natten. Henvendelse til de festende unge mennesker på stedet havde ifølge anmelderne ikke hjulpet særligt meget på lydstyrken fra musikanlægget.

Politiet kontaktede derfor tirsdag morgen beboerne på adressen med en vejledning om gældende regler for musik i områder, hvor naboer kunne føle sig væsentligt generet heraf.

Senere på formiddagen fik politiet igen en anmeldelse om høj musik fra samme adresse, hvorfor en patrulje kørte til stedet. Her traf politiet flere teenagere, som hørte høj musik fra en soundbox.

For at undgå fortsat musik til væsentlig ulempe for de omkringboende beslaglagde politiet midlertidigt soundboxen fra en 17-årig ung mand fra Kalundborg i henhold til reglerne i politiloven om, at genstande, f.eks en soundbox, kan fratages personer for at afværge forstyrrelse af den offentlige orden.

Politiet beholder soundboxen i maksimalt 24 timer, hvorefter ejeren kan afhente den på politistationen i Kalundborg. Ejeren slipper i denne omgang for en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men kan risikere dette, såfremt soundboxen igen bruges til at afspille musik til væsentlig ulempe for omkringboende. 

Kommentarer