Af Peter Seier Christensen, NyeBorgerlige

Det er for nyligt kommet frem, at en beboer på Udrejsecenter Kærshovedgaard er mistænkt for at være leder af al-Qaeda i Skandinavien. Personen har som alle andre på udrejsecentrene fri adgang til at bevæge sig omkring i det danske samfund.

Det er naturligvis helt og aldeles uacceptabelt.

Alle blå partier bortset fra Nye Borgerlige havde et debatindlæg i Avisen Danmark forleden, hvor de udtrykker deres store forargelse. Den er jeg naturligvis helt enig i. Men de kommer ikke med brugbare løsninger, og det er grunden til, at vi ikke er medunderskrivere.

Nye Borgerlige fremsætter ikke kritik uden også at foreslå en løsning, der virker.

Forslaget om et udrejsecenter på Lindholm genopliver de andre blå partier, men det vil ikke løse noget som helst, da der vil være færgeforbindelse til Sjælland og de udviste stadigvæk vil have alle muligheder for at komme og gå, som de ønsker.

Når partierne ikke kommer med en brugbar løsning, er det fordi, at alle partierne (bortset fra DF) ikke vil fravige domme fra Menneskerettighedsdomstolen (EMD). Det gælder også for det nydannede Danmarksdemokraterne.

Det kan ikke være sådan, at nogle ikke-folkevalgte dommere i Strasbourg kan gennemtrumfe, at terrorister kan gå frit omkring i Danmark. Det burde være indlysende for enhver. Men sådan er det i Danmark i dag.

Sagen er, at dommerne er aktivistiske. Det vil sige, at de udvikler en ny retstilstand på baggrund af de meget løse formuleringer i Menneskerettighedskonventionen.

I praksis laver de ny lovgivning, noget som burde være forbeholdt det danske Folketing. Det var jo aldrig meningen, da vil tiltrådte konventionen, at den skulle bruges til at give udviste terrorister rettigheder i Danmark.

Udviste kriminelle skal naturligvis holdes inde på udrejsecenteret, indtil de rejser. Sådan er det ikke i dag, fordi menneskerettighedsdomstolen siger, at det må vi ikke.

Nedenfor forklarer jeg mere detaljeret hvorfor, det er sådan.

I Nye Borgerlige mener vi, at alle udviste skal holdes inde på udrejsecenteret, indtil de forlader Danmark. Lidt populært sagt, skal der kun være én dør ud, og det er døren ud af Danmark.

Det er velkendt, at afviste asylansøgere i stor stil begår kriminalitet som er til stor gene for lokalområdet, hvor udrejsecenteret er placeret. Og det er ikke fremmende for deres motivation for at forlade landet, at de kan fortsætte deres liv i Danmark uændret, selvom de er udvist.

For at beskytte os selv, må hensynet til danskernes sikkerhed og tryghed sættes over afgørelser fra domstolen i Strasbourg.

Hvordan tager vi magten tilbage til folkestyret fra domstolen i Strasbourg?

Vi behøver ikke at udtræde af konventionen. Alt der kræves er, at Folketinget skriver ind i loven, at på udvalgte områder, der har med udlændinge at gøre, har dansk ret forrang for domstolen i Strasbourg.

Det er hel normal praksis i en række lande, vi plejer at sammenligne os med, at den nationale lovgivning på visse områder stilles over afgørelser i Strasbourg.

Det gælder eksempelvis Island og Tyskland med hver fire domme imod sig, som de ikke retter sig efter. Storbritannien har ti udestående domme, Norge 14 og Finland 18.

Det er altså slet ikke noget enestående i det internationale system, at lande undsiger en eller flere afgørelser, når de strider imod væsentlige nationale interesser.

Og fordi det ikke er usædvanligt, er der heller ingen andre lande, der reagerer voldsomt negativt. Der er ingen sanktioner. Der sker ingenting. Man er vant til det.

Det Radikale Venstre og hele Politiken-segmentet vil selvfølgelig blive sure, men det er det. Andre sammenlignelige lande ignorer helt rutinemæssigt og uproblematisk de domme, som de ikke vil acceptere.

Italien har eksempelvis ikke har fulgt en afgørelse fra 2016 om Italiens tilbageholdelse af illegale immigranter. Og Polens grænsevagter nægtede at modtage asylansøgninger og forsvarede i stedet deres grænser mod migranterne. Det har ingen konsekvens haft for hverken Italien eller Polen.

Det kan godt lade sig gøre at forsvare Danmarks interesser, hvis den politiske vilje er tilstede.

Og det er det vi appellerer til. En appel til alle de blå partier fra Venstre til Danmarksdemokraterne. Find nu viljen og modet frem til at gøre det rigtige og fornuftige.

Træk magten tilbage til Folkestyret. Det er for værdifuldt til at vi skal underlægge det en fremmed domstol i Strasbourg.

Venlig hilsen
Peter Seier

Udlændingeordfører og næstformand i Nye Borgerlige

Fakta omkring Menneskerettighedskonventionen (EMRK) og domstolen (EMD)

EMD har fortolket EMRK, så kriminelle udlændinge, der er dømt til udvisning ved dom, og afviste asylansøgere ikke må frihedsberøves efter EMRK. De må alene underkastet begrænsninger i bevægelsesfriheden som er ’proportionale’ med de rammer EMD har udstukket – frem for de rammer vi kunne beslutte demokratisk gennem Folketinget, og som EMRK’s tekst ellers lægger op til skal være besluttet af og i medlemsstaten.

De centrale problemstilling er EMD’s aktivistiske fortolkning af:

• 
  EMRK artikel 3 om tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. EMD’s praksis forbyder stater at udvise, såfremt der foreligger en ’reel risiko’ for, at vedkommende i modtagerstaten dér bliver udsat for behandling i strid med artikel 3.
• EMRK artikel 5 om ret til frihed og sikkerhed.

EMRK artikel 5(1), litra f, tillader efter ordlyden frihedsberøvelse af udlændinge som ønskes udvist, men EMD kræver, at der ’tages skridt til udvisning’. Hvis en person kan påberåbe sig beskyttelsesgrunde efter EMRK artikel 3, kan vedkommende ikke fortsat frihedsberøves.

• 
  EMRK artikel 8 om retten til privat- og familieliv. EMRK TP 4, artikel 2 beskytter udtrykkeligt ikke bevægelsesfriheden for personer der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område. EMD har dog alligevel fastslået, at begrænsninger i bevægelsesfriheden under alle omstændigheder udgør et indgreb i retten til privatliv (og familieliv) efter EMRK artikel 8.

Herefter skal begrænsninger i bevægelsesfriheden være ’proportionale’. Det betyder i praksis, at udvisningsdømte kun kan underkastes bevægelsesfrihedsbegrænsninger såsom opholds- og meldepligt.

Så længe en person kun har melde- og opholdspligt må man konstatere, at man kan fungere som al-Qaeda leder i Skandinavien. Man behøver nemlig kun melde sig, eller måske overnatte på Kærshovedgård. Og så den udvisningsdømte jo fortsætte sin kriminelle færd.

Løsningen er, at fravige EMRK på udvisningsområdet i national ret. Det kan vi efter indkorporeringsloven. Det er et brud med en folkeretlig forpligtelse, men det sker hele tiden at andre lande bryder EMRK, og det er EMD der har fortolket EMRK til uigenkendelighed og trods appeller fra medlemsstater (f.eks. ved Københavnererklæringen)[1] fortsætter med det.

Og EMRK bliver jævnligt brudt. Henved 10.000 afgørelser er ikke blevet fulgt medlemsstater. Nogle af sagerne går helt tilbage til 1992.[2] For 43 procent af alle de såkaldte ’pilot judgements’ – principielle afgørelser som Domstolen fremmer – er hele 43 procent over det sidste årti ikke fulgt af medlemsstaterne.[3]

Det er på mange områder at EMD’s afgørelser ikke følges, herunder på udlændingeområdet hvor f.eks. Italien fortsat ikke har fulgt en afgørelse fra 2016 hvor Italien søgte at tilbageholde illegale immigranter.[4]

[1] https://www.dr.dk/ligetil/europaraadet-vedtager-ny-erklaering-i-koebenhavn – vedtaget i 2018 under Søren Pape. Må beskrives som virkningsløs.

[2] https://www.politico.eu/article/human-rights-court-ilgar-mammadov-azerbaijan-struggles-to-lay-down-the-law/

[3] https://www.liberties.eu/en/stories/43-per-cent-echr-judgments-not-implemented/18242

[4] https://rm.coe.int/mi-italy-eng/1680a23c95