Debat og politik

Hvordan skal vi prioritere i sundhedsvæsenet?

Af Line Gessø, Alternativet

Folketingskandidat, Sjællands Storkreds

Regeringen varsler et udspil til en ny sundhedsreform. Men det tegner ikke til, at dette udspil vil løse sundhedsvæsenets grundlæggende problematik, nemlig de begrænsede ressourcer, og hvordan de fordeles.

Der burde ses nøje på, hvilke principper der ligger til grund for fordelingen i sundhedsvæsenet. Altså: Hvordan prioriteres der mellem forskellige behandlingsformer, forebyggelse, genoptræning, rehabilitering og medicin? I bedste fald er denne fordeling baseret på en sundhedsfaglig vurdering. I mange tilfælde er den tilfældig, historisk bestemt eller styret af folkestemningen. I værste fald går midlerne til dem med de stærkeste interesseorganisationer. Spørgsmålet er, om det er det, vi ønsker for vores sundhedsvæsen?

Prioriteringerne i sundhedsvæsenet burde styres af det værdisæt, vi har i samfundet, om let og lige adgang til sundhedsvæsenet. De burde ikke være et tilfældigt offer i en folketingsvalgkamp. For at få langsigtet planlægning burde der nedsættes et prioriteringsråd.

Behandlingsgarantien i sundhedsvæsenet er ikke tilstrækkelig, den bør i højere grad være baseret på en faglig vurdering. Vi er i en tid, hvor ressourcerne i sundhedsvæsenet skal anvendes klogt. Derfor foreslår jeg, at vi indfører en prioriteret behandlingsgaranti. Et prioriteringsråd kunne være løsningen. Et råd bestående af sundhedsfaglige, ledere i sundhedsvæsenet, repræsentanter fra patientforeninger, politisk valgte og gerne en åndelig vejleder såsom en præst, filosof eller lignende.

Pointen er at skabe et forum, hvor man kan behandle både principielle emner og cases fra virkeligheden. Prioriteringsrådet kunne give sine anbefalinger til lokal- og folketingspolitikere og dermed få en reel indflydelse på prioriteringerne i vores sundhedsvæsen. En lignende model findes allerede i Norge og danner en faglig, etisk og værdibaseret prioritering i det norske sundhedsvæsen. Det er mere retfærdigt end det, vi ser i Danmark.

Kommentarer