Debat og politik

Højrepopulisme er et sæt af letkøbte slogans

Af Zenia Stampe, Radikale

Medlem af Folketinget, Sjællands Storkreds

Pia Kjærsgaard er i dårligt humør for tiden. Dansk Folkepartis medlemmer falder nærmest over hinanden i kampen for at finde først hen til udgangsdøren. Og vælgerne? Partiet, der engang var tæt på at være Danmarks største, ligger nu og kæmper med spærregrænsen.

Dansk Folkeparti er reduceret til et zombie-parti. Et af de levende døde partier, der stavrer hvileløst rundt i det politiske landskab, mens danskerne for længst er blevet ligeglade. Retsforbundet. Centrum-Demokraterne. Fremskridtspartiet. Stram Kurs. Man kan næsten ikke længere huske, hvad de partier hedder. De findes vist nok stadig.

Men de er døde, selvom de få tilbageværende medlemmer endnu ikke har forstået det.

Det er klart, at udsigten til at lide samme skæbne kan bringe en tidligere folketingsformand, kongemager og dronning af Borgen i dårligt humør. Nu retter hun sin vrede mod partihopperne, der forlader DF.

Det paradoksale i den sammenhæng er naturligvis, at hun selv stiftede Dansk Folkeparti som partihopper og sammen med en flok af partihoppere. Hun sprang fra Fremskridtspartiet, dengang det blev for tydeligt, at det parti var et bluffnummer. Alle de nemme løsninger og smarte slogans fremstod latterlige. Og partistifter Mogens Glistrup blev afsløret som en fusker. Han blev taget i ulovligheder og kom i fængsel.

Så Pia Kjærsgaard forlod Fremskridtspartiet og stiftede Dansk Folkeparti. I mange år fremstod det parti uovervindeligt. Der var en del år, hvor al politisk kommunikation, der ikke sang med på Dansk Folkepartis melodi, blev latterliggjort. »Politisk tonedøv!« brølede kommentatorer og politiske modstandere, hvis man tillod sig at synge i andre akkorder end harmonierne fra højrefløjen. Så hårdt sad Dansk Folkeparti på debatten.

Men nu er det DFs bluffnummer, som danskerne har gennemskuet. Nu er det deres nemme løsninger og smarte slogans, som vælgerne finder latterlige. Nu er det deres partileder, der er blevet afsløret som en charlatan, der sandsynligvis har begået ulovligheder. Nu er det DFs medlemmer, der går videre til et nyt parti. For nu er det Inger Støjberg, der fremstår stærk og har medvind på højrefløjen.

Inger Støjbergs parti kommer sikkert til at storme ind i Folketinget ved det kommende valg. Men Pia Kjærsgaard kan trøste sig med, at også Inger Støjberg en dag vil opleve, at danskerne vender hende ryggen. For Inger Støjbergs løsninger er akkurat lige så letkøbte, som Pia Kjærsgaards var det, dengang hun stiftede Dansk Folkeparti.

Højrepopulisme er et sæt af letkøbte slogans. Det er at bruge udvalgte mindretal som syndebukke for alskens dårlighed. Det er selv at være elite, men at påstå, at man er på folkets side mod magthaverne. Det er at bilde folket ind, at komplicerede problemer i virkeligheden har lette løsninger.

Men populisme har kort holdbarhed. Og titlen som dronning af højrefløjen har man kun til låns. Bluffnummeret bliver afsløret. Og så vandrer plastikkronen videre til den næste.

Som Ove Sprogøe og Dirch Passer sang i 1950erne: »Der kommer altid en sporvogn og en pige til«. Det samme kan man sige om højrepopulistiske partier. Der kommer altid et nyt. Sådan er det.

Kommentarer