112

Færdselsuheld

Kl. 19.55 anmeldte en 47-årig kvinde fra Kalundborg, at hun var impliceret i et færdselsuheld med en knallertkører. Der var ikke sket nogen personskade, men patruljen, der blev sendt til uheldsstedet på Holbækvej lidt øst for rundkørslen ved Nørre Alle, fik klarlagt, at begge parter var kørt ad Holbækvej i vestlig retning inden sammenstødet.

Den 47-årige kvinde kørte i en personbil ad Holbækvej mod vest, og på hendes højre side kørte en lille knallert ført af en 51-årig mand fra Kalundborg. Han kørte i rabatten ved siden af kørebanen, men var formentlig trukket ud på selve kørebanen, hvor han ramte ind i højre side på den 47-åriges personbil. Der skete kun ringe materiel skade som følge af uheldet, så parternes køretøjer kunne selv køre fra stedet. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne ved uheldet, men inddrog dog efterfølgende af præventive årsager nøglerne fra den 51-åriges knallert. Han havde efter uheldet indtaget alkohol i et sådant omfang, at han ikke lovligt ville kunne fortsætte sin kørsel på knallerten. Han vil dog senere i ædru tilstand kunne få udleveret nøglerne til sin knallert, idet der ikke er mistanke om noget strafbart for den 51-åriges vedkommende.

Kommentarer