112 og retsvæsen

Dialog med vognmænd skal føre til færre fejl på studentervogne

55 transportvirksomheder og vognmænd deltog i et orienteringsmøde om eksamenskørsel hos Tungvognscenter Øst.

De seneste år har hvert tredje lastbil, der blev brugt til studenterkørsel, haft fejl og mangler. Derfor har Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi genoptaget orienteringsmøderne med vognmændene i et forsøg på at sikre, at køretøjerne er i lovlig stand, når de skal ud og køre med studenter. På et orienteringsmøde hos tungvognscenteret forleden var der tilmeldt 55 tilmeldte transportvirksomheder og vognmænd, som samlet råder over ca. 300 køretøjer.

I 2020 og 2021 havde henholdsvis 33 og 34 procent af de kontrollerede køretøjer så alvorlige fejl og mangler, at politiet fandt grundlag for en rapportoptagelse. Kun 23 procent af de kontrollerede køretøjer i 2019 havde fejl og mangler, der medførte rapportoptagelse.

Tungvognscenteret har tidligere afholdt denne form for orienteringsmøde, men på grund af coronapandemien har det ikke været muligt de sidste to år.

Deltagerne i orienteringsmødet fik gennemgået reglerne for eksamenskørsel i forhold til føreren, dokumentation og indretning af køretøjet samt gennemførelsen af en eksamenskørsel.

– Politiets fornemmeste opgave er at forebygge uheld! Indsatsen er det hele værd, hvis vi ved et sådan informationsmøde kan sikre, at transportvirksomhederne og vognmændene har fokus på de gennemgåede regler, så kørslen sker på en sikker og forsvarlig måde, og de kommende studenter dermed får en god dag, siger politikommissær Steen Bischof, som er leder af den operative tungvognskontrol under Tungvognscenter Øst, og fortsætter:

– Men mødet blev også afholdt i håb om, at vi ser et færre antal sigtelser i forhold til det antal køretøjer, som bliver kontrolleret.

Resultatet af sidste års kontrol blev gennemgået på mødet og deltagerne blev også orienteret om, hvordan politiet gennemfører en kontrol af et eksamenskøretøj. 

Kommentarer