Bedrageri i Kalundborg
Tidligt fredag morgen fik politiet en henvendelse fra en 78-årig kvinde fra Kalundborg, som i løbet af natten indtil anmeldelsestidspunktet havde tænkt meget over, om hun var blevet snydt af nogle personer, der i forbindelse med telefonopkald havde udgivet sig for at være andre end dem, de reelt var.
Politiet fik ved en beroligende samtale med den 78-årige klarlagt, at hun torsdag aften var blevet ringet op af en fremmed mand, der udgav sig for at være en medarbejder i en bank. Manden påstod, at den 78-årige havde oprettet et forbrugslån, hvilket den 78-årige benægtede. Den falske bankmedarbejder ville derfor omstille opkaldet til politiet, så sagen kunne blive anmeldt.
Under en samtale med en mand, der havde præsenteret sig som politimand, blev den 78-årige vejledt om straks at overføre penge til en anden konto. Derfor skulle den falske politimand have oplyst koder til netbank og MitID osv. for at kunne hjælpe hende.
Den 78-årige var sluttelig blevet fuppet til at overføre et sekscifret beløb til anviste bankkonti, inden samtalen blev afsluttet og efterfølgende tvivl om rigtigheden af telefonopkaldene opstod hos den 78-årige.
Politiet oprettede en anmeldelse om bedrageri og vejledte den 78-årige om øjeblikkeligt at kontakte sit pengeinstitut i et forsøg på at få standset overførslerne til de fremmede bankkonti. Hvorvidt det lykkedes, afventer politiet nu oplysninger fra den 78-årige om.
Politiet efterforsker nu denne sag i lighed med mange andre lignende anmeldelser om bedrageri, hvor personer kontakter især ældre borgere og udgiver sig for at være f.eks. bankansatte eller repræsentanter for f.eks. politiet.
Under et eller andet påskud af økonomisk karakter fuppes de forurettede til enten at oplyse personlige oplysninger, som misbruges, eller til at foretage banktransaktioner, som de under normale omstændigheder ikke ville have foretaget.
De gode råd fra politiet er fortsat, at man aldrig skal give personlige og fortrolige oplysninger til personer, som man ikke kender i forvejen. Hverken bankansatte eller politiet vil bede om sådanne oplysninger fra en borger.
Kommentarer