Kultur

1.300 km venter forude for 15 lokale Team Rynkeby hold på vejen til Paris

Din lokale Netavis er med, når velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby klikker i pedalerne fra 15 forskellige danske byer fredag og lørdag den 7 og 8. juli 2023.

Vores lokale netavisredaktion vil få løbende opdateringer fra turen og vi vil være i løbende kontakt med de enkelte lokale hold, der har deltagere fra flere kommuner på egnen. Følg med dagligt, hvordan det går dine lokale motions-cykelhelte.

Team Rynkeby består i år af 24 hold fra Danmark, som starter turen mod Paris fra 15 forskellige byer. Foran dem ligger godt 1.300 km landevej til den franske hovedstad fordelt på otte etaper, inden alle hold fra hele Europa samles til den store fælles afslutning i Paris den 15. juli.

Forberedelserne til turen har typisk for alle varet et helt år og været fyldt med nye venskaber, masser af motion og oplevelser for de godt 2.000 cykelryttere og 500 hjælpere, der i år udgør det, der sandsynligvis er verdens største velgørenhedscykelhold.

Steffen Juncker, der er landechef for Team Rynkeby i Danmark, udtaler:

– Man kan nok i virkeligheden sammenligne et år på Team Rynkeby med et højskoleophold. Man kommer helt utrolig tæt på nogle andre mennesker. Man træner sammen, slider sammen, oplever de samme op og nedture, og så bliver man enormt berørte af de børn og familier, vi cykler for. Turen til Paris er kulminationen på alt det, som deltagerne har været igennem sammen”, siger han.

– Mange af vores deltagere er relativt nye motionscykelryttere, og hvis man ikke har prøvet at køre 200 km på cykel flere dage i træk, så ved man ikke, hvordan kroppen reagerer. De lange dage i sadlen bliver en udfordring for de fleste, og man fornemmer tydeligt, at der er en vis spænding rundt på holdende i forhold til, hvad der venter, siger Steffen Juncker.

I Danmark samler Team Rynkeby penge ind til Børnecancerfonden og Børnelungefonden. Igennem årene har projektet indsamlet over 640 mio. kr. til børn med kritiske sygdomme. Størrelsen af dette års indsamling afsløres den 30. september 2023 på Torvet i Ringe.

Kommentarer